FællesGro
Indkøbskurv 1
Indkøbskurv 1
 

Vil du have friskhøstet økologisk grønt, direkte fra din
landmand hver uge til din bydel i København?

Så er du endt det helt rigtige sted! Sæsonen starter i juni og løber helt til midt december.

FællesGro er et grøntsagsfællesskab, der støtter små, lokale, økologiske landmænd. Som bybo bliver du forsynet med friske, økologisk grønt i din bydel og er samtidig tæt forbundet med grøntsagsavleren på landet, som du indgår i et fællesskab med.

Som medlem, betaler du på forhånd for din andel af høsten, landmanden producerer dine grøntsager og frugt, og FællesGro sørger for, at du kan afhente din høstpose ugentligt i din egen bydel i høstsæsonen fra juni-december.

Med denne model kan vi sammen øge det økologiske areal i Danmark, fordi vi garanterer afsætning for økologiske producenter, der er for små til at levere til supermarkederne. Sådan kan vi i fællesskab skabe mere og bedre økologi.



Se med hvordan det gik for sig på vores første høstdag på Vesterbro i 2018:

 

Fællesskabsstøttet landbrug

Konceptet bag FællesGro udspringer fra den lokale afsætningsmodel Community Supported Agriculture (CSA) – på dansk kaldet fælleskabsstøttet landbrug.

I sin rene form fungerer et fællesskabsstøttet landbrug ved, at man som medlem køber en andel af landbrugets produktion forud for sæsonen. I høstsæsonen kan man således ugentligt afhente sin friske høst. Typisk vil fælleskabsstøttede landbrug afsætte grøntsager til medlemmer i det tilstødende lokalområde, men med FælleGro som urban afsætningsplatform vil vi også gøre det muligt for byboere i København at støtte op om små landbrug.

Alle har altså en vigtig rolle i fællesskabet:

Medlemmerne udgør fundamentet for fællesskabet ved på forhånd at betale for hver sin andel af afgrøderne, så landmanden er sikret sin afsætning og har dækket sine udgifter. Desuden vil man som medlem kunne give uundværlig respons ved den ugentlige afhentning - og på anden vis bidrage i den grad, man ønsker til fællesskabet.

Landmanden bidrager med friske, økologiske afgrøder produceret med stor viden, godt håndværk og respekt for naturen - og gæster uddelingen i byen og de fællesspisninger der arrangeres for medlemmerne.

FællesGro agerer bindeled mellem producent og medlemmer og sørger for at bringe høsten til byen, have den ugentlige kontakt til landmænd og medlemmer og formidle de vigtige fortællinger land og by i mellem.

For landmænd giver denne afsætningsmodel mulighed for at satse på at dyrke mere alsidigt og eksperimentere med nye afgrøder, da man på forhånd er sikret sin afsætning. Som medlem har man indflydelse på, hvad der produceres og adgang til andre slags afgrøder end dem, man typisk kan finde i supermarkedet. Desuden har man en større tilknytning til det sted, hvor ens mad kommer fra.